Internationalisering
|
RoboCluster arbejder for at blive en international kendt og brugt samarbejdspartner inden for udvikling og innovation af robotter og automation. De primære arbejdsområder er EU-projekter og deltagelse i europæiske teknologiplatforme. Målet er at trække flere spændende projekter til regionen, udbrede netværket og hæve videnniveauet på området hos de deltagende parter. |
Samarbejdsrelationer
Tampere Tekniske Universitet, Finland
Tampere er Odenses venskabsby, og universitetet har et stærkt fokus på digitale oplevelser og robotteknologi. Samarbejdet skal igangsætte et Nordisk Robotnetværk og arbejde frem mod EU-projekter. www.uta.fi
Fraunhofer, Magdeburg, Tyskland
Fraunhofer er Tysklands førende forskningssted for teknologi og er med ca. 15.000 ansatte en gigant på den europæiske forskningsscene. Fraunhofer er i front med udvikling af robotteknologi. Samarbejdet bruges konkret i EU-projekter, senest i GRASP 2006. www.iff.fraunhofer.de
Precarn, Ottawa, Ontario, Canada
Precarn er et non-profit industrinetværk, som arbejder med intelligente systemer. Samarbejdet skal udmøntes i internationale projekter og giver inspiration til organisationsopbygning og fundraiseraktiviteter. www.precarn.ca
Robotdalen, Västeräs, Sverige
Robotdalen i Sverige er et initiativ, der til forveksling ligner RoboCluster. Robotdalen blev kontaktet i efteråret 2005 med henblik på et Nordisk Robotnetværk, generelt samarbejde og meningsudveksling. www.robotdalen.org
Internationaliseringsaktiviteter
Manufuture
RoboCluster blev i 2005 indskrevet som partner i ansøgningen ”Manufuture – mapping the future of manufacturing”, og fik herved adgang til et bredt europæisk netværk, som aktiveres i efterfølgende EU-ansøgninger. www.manufuture.org
Teknologisk Platform
For at forbedre RoboClusters muligheder i EU's 7. rammeprogram deltog RoboCluster i slutningen af 2005 i oprettelsen af den danske del af Manufuture-platformen. Platformen drives af Aalborg Universitet, og RoboCluster er repræsenteret i styregruppen. www.manufuture.dk
RoboCluster er desuden med i EU's EUROP-platform for robotter i Europa – the European Technology Platform in Robotics. www.euron.org
Nordisk Robotnetværk
I 2005 blev tankerne om et Nordisk Robotnetværk født. Netværket består i opstarten af fire partnere fra de nordiske lande og bruges som inspiration og projektsamarbejde - til gavn for RoboClusters bagland.

