Skip to content.

Sections
Personal tools
You are here: Home » Nyheder » RoboCluster nyheder » Fremtidens robotter vil løse store samfundsproblemer

Fremtidens robotter vil løse store samfundsproblemer

Document Actions
En ny fremsynsrapport afdækker spændende perspektiver i brugen af kognitive robotter. Bag rapporten står en gruppe forskere og erhvervsfolk, der har taget fremtidsbrillerne på og beskrevet, hvor de ser udviklingen af kognitive robotter om 10 år. Og potentialet er stort. Robotter vil kunne afhjælpe samfundsproblemer inden for service, omsorg, industri, landbrug, sygehuse, mv., og skabe nye vækstindustrier inden for oplevelsesbetonede produkter og industrier.

Rapporten - Teknologisk Fremsyn, om kognition og robotter - er udgivet af Videnskabsministeriet og kan rekvireres hos Schultz Information på tlf. 4363 2300 eller downloades fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen hjemmeside.

Link til Fremsynsrapporten om kognition og robotter...
(Teknologisk fremsyn - om kognition og robotter)


Pressemeddelelse fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen, 16. juni 2006

Fremtidens robotter vil løse store samfundsproblemer

En ny fremsynsrapport afdækker spændende perspektiver i brugen af kognitive robotter.

Mobile robotter, der kører rundt på marker og malker fritgående malkekvæg. Robotter, der opererer med større præcision og kvalitet end kirurger. Legerobotter, der tilpasser sig børns leg, og som får dem til at bruge kroppen på sjove og udfordrende måder. Eksemplerne er ikke virkelighed endnu, men det kan de meget vel være i en ikke så fjern fremtid, fremgår det af en ny fremsynsrapport om kognitive robotter, som videnskabsminister Helge Sander offentliggør i dag.

Bag fremsynsrapporten står en uafhængig gruppe af erhvervsfolk og forskere, som videnskabsminister Helge Sander har sat til at se på udviklingen inden for området 10 år frem i tiden.

Kognition kommer fra latin og betyder kende, erkende eller forstå, og kognitive robotter er robotter, der kan tolke information i omgivelserne og handle på baggrund af sanseindtryk. De kan for eksempel reagere på uregelmæssigheder eller undgå forhindringer og finde vej til et givent mål i et åbent terræn.

Det er gruppens vurdering, at forskning på tværs af en række videnskabelige discipliner vil gøre det muligt at udvikle robotter med flere og mere avancerede kognitive egenskaber i fremtiden. Og gruppen vurderer, at sådanne robotter rummer et stort potentiale for at kunne afhjælpe vigtige samfundsproblemer inden for service, omsorg, industri, landbrug, sygehuse m.v., men de vil også kunne være med til at skabe helt nye vækstindustrier inden for oplevelsesbetonede produkter og services.

- Der ingen tvivl om, at der er meget store muligheder i robotteknologien, siger videnskabsminister Helge Sander.

- Tænk, hvis vi med kognitive robotter kan være med til at modvirke outsourcing af danske arbejdspladser til lavtlønslande, mindske brugen af pesticider i landbruget med lugerobotter, undgå farligt og ensidigt gentaget arbejde eller øge handicappede menneskers selvhjulpenhed. Det er der virkelig store perspektiver i, siger Helge Sander.

Fremsynsrapporten vil nu blive sendt til virksomheder, forskningsmiljøer og organisationer samt til alle de forsknings- og innovationsbevilgende råd med en opfordring om at fortsætte debatten om perspektiverne i kognitive robotter.

- Det er meget vigtigt, at man lokalt går sammen på tværs af forskning, brugere og erhvervsliv om at få realiseret de mange muligheder, der er inden for området, siger Helge Sander, der samtidig fremhæver, at Rådet for Teknologi og Innovation i løbet af en uges tid vil følge op på dette og to andre nyligt afsluttede teknologiske fremsyn.

Fremsynsrapporten om kognition og robotter kan hentes på Forsknings- og Innovationsstyrelsens hjemmeside www.forsk.dk... - eller ved henvendelse til Schultz Information på tlf. 4363 2300.

Yderligere oplysninger

Specialkonsulent Allan Skårup Kristensen, Forsknings- og Innovationsstyrelsen, tlf. 7226 5521, alk@fist.dk.

Om Forsknings- og Innovationsstyrelsen
Forsknings- og Innovationsstyrelsen er sekretariat for det forskningsrådsgivende system: Det Frie Forskningsråd (DFF) og DFF's fem faglige forskningsråd; Det Strategiske Forskningsråd (DSF) og DSF's programkomiteer, Koordinationsudvalget for forskning (KUF), Forskeruddannelsesudvalget (FUU), Rådet for Teknologi og Innovation samt Danmarks Forskningspolitiske råd mfl.

Link til pressemeddelelse...

Created by mette
Last modified 14.08.2006 15:53 expired
Læs om uddannelse til ingeniør